Nyheder

Udstilling i Demorummet: G.T-Shirts af af Aysha Amin

G.T-Shirts
En udstilling i Demorummet af Aysha Amin
22. oktober – 19. december 2021

G.T-Shirts
er en samling t-shirts, der viser bygninger i Gellerup. Gellerup er en forstad til Aarhus, som er berygtet for at være en ’hård’ ghetto og er desuden en af landets ældste. Disse bygninger fremstilles ofte i medierne som forfaldne, ud fra en agenda om, at Gellerup bør rehabiliteres. Mange af disse bygninger bliver revet ned som led i en fælles indsats fra kommunen og Brabrands boligselskab for at gentrificere og ”sanere” området som reaktion på Gellerups vedvarende plads på "Ghettolisten".

G.T-Shirts
viser et alternativt billede af Gellerup. Siden 2019 har den kunstnerdrevne kulturplatform Andromeda 8220 inviteret fotografer til at dele billeder af Gellerup, der centrerer de arkitektoniske, funktionelle og æstetiske kvaliteter i bygningerne. Disse billeder præsenterer bygningerne som indbydende og attraktive – og ikke som noget der bør ødelægges.

Når fotografierne er trykt som G.T-Shirts, ses de på en ny måde – båret i offentlige og private rum og mødt af andre i en hverdagskontekst. For mange, der har dem på, er trøjerne effektive samtalestartere om bygningernes særprægede arkitektur og deraf følgende værdi. Ofte styrer disse samtaler mod mere politiske emner som for eksempel nabolagsændringer og gentrificering. På denne måde peger G.T-Shirts på ’street style’-modens potentiale i politiske diskurser.

Imidlertid understreger installationen af G. T-Shirts i Demorummet de måder, hvorpå “streetwear” ofte approprieres og udnyttes af modeindustrien. Med pænt foldede og hængende t-shirts imiterer udstillingen de modedisplays man ser i nærliggende butiksvinduer langs Vestergade.

Om kunstneren
Aysha Amin (DK) er kunstner, projektleder og kurator ved CAFx Aarhus Architecture Festival samt medstifter af kunst-, kultur- og arkitekturplatformen Andromeda 8220, der er baseret i Gellerup. Som Aarhus-korrespondentforfatter for det internationale arkitekturtidsskrift og platform The Funambulist, beskæftiger Amin sig med rum- og kropspolitik. Amins værker har blandt andet været udstillet på Venice Architecture Biennale 2018 og på DAAD Galerie under Berlin Biennale 2020.

Call & Response
G.T-Shirts er den tiende udstilling i Call & Response – et samarbejdsprojekt mellem to vinduesgallerier. De to gallerier er Demorummet i Aarhus, Danmark og AirSpace Gallery i Stoke-on-Trent, Storbritannien.

Amin udviklede denne udstilling som svar på Art Career Snakes + Ladders af Rebecca Davies, der kortlægger op- og nedture i en kunstners arbejdsliv. Amin og Davies vil udforske deres fælles fokus på kunstnerstyrede, samfundscentrerede projekter gennem en duoudstilling til vinduesgalleriet i AirSpace Gallery i januar 2022.

Call & Response er kurateret af Pamela Grombacher i samarbejde med AirSpace Gallery og Galleri Image.