Nyheder

Ny kunstpublikation: The Color of Water af Sarah Schorr

Galleri Image præsenterer udgivelsen “The Color of Water” af den amerikanske billedkunstner Sarah Schorr.

Bogen består af fotografiske værker af Sarah Schorr samt tekster skrevet af Elizabeth Avedon og Anne Marie Pahuus på dansk og engelsk. Bogen udgives parallelt med Schorrs udstilling af samme navn i Galleri Image og blev trykt ved Narayana Press i 300 signerede udgaver.

The Color of Water
“The Color of Water” af Sarah Schorr er en undersøgelse af et livsvigtigt element: vand. Hvilken farve har vand? Når man træder ned i vand, om end overfladen er mat eller klar, træder man både ned i en fysisk passage og på en metafysisk sti. Fra sølv til sort til smaragdgrøn: vand er sjældent bare blåt. Nogle gange er havet en buldrende rød, farvet af dybhavsalger. Disse overgange åbner op for en ny refleksiv proces, opfordrer til overvejelser omkring opmærksomhed, kropslighed og bevægelighed i vores mediemættede samfund.

Ved tusmørke og daggry svinger farver mod metalliske, iriserende nuancer. Langs kysten skifter belysningens vinkel. Farver stimulerer humør og vand skaber rum for refleksion. I 1814 udgav Abraham Werner en nomenklatur, hvor han organiserede farver omkring mineraler for at lave en “standard”. Ved at udvide disse skemaer med metaller, åbner Sarah Schorr modellen op for den uendelige opgave der ligger i at skemalægge farvers flygtige følelser. Spørgsmålet bliver så: hvordan påvirker hjertet det skær der observeres og hvordan er det med til at vanskeliggøre den fastlagte standard?

Bogens design
Bogens harmonikastruktur er inspireret af badebrostrapperne der fører danske vinterbadere ned i havet, og bogens sekvens er sammensat efter farveskalateknikker.
Denne bog er lavet til at blive holdt på.
Denne bog er ment til at kunne udfoldes som et vidtstrakt ocean.
Bogen er organiseret ud fra principper inspireret af geologiske forsøg på at skemalægge og navngive farver.
Bogens rækkefølge kan vendes om, og tildækker og afdækker dybden af kolde og varme farveskemaer.
Bogen er sammensat i observerede farver, cyanblå til metallisk orange, der krydser mod undersøisk sølvgrøn og alle nuancerne imellem.
Bogens fremstilling er skabt udfra gamle principper, analogt håndarbejde, bogbindingsteknikker, såvel som digitale og teknologiske greb og indgreb.
Denne bog er udformet efter et intensivt samarbejde over Zoom mellem Danmark og USA under COVID-19 nedlukningen.
Bogen er en sammensmeltning af fysiske og digitale processer, sammensatte billeder udløst af den menneskelige forms underdrevne skønhed i vand og lys ophøjet af flygtige farvestudier.

Bogen er tilgængelig i Galleri Image for 240 kr.
Bogen er desuden tilgængelig i en særlig samlerudgave i håndlavede æsker for 440 kr.

Om kunstneren
Sarah Schorr er en amerikansk fotograf, forsker, og underviser, der bor og arbejder i Aarhus. Et gennemgående tema i hendes værker er en interesse for lys, vand og kropsliggjorte oplevelser af rum. Schorrs kunst har været udstillet over hele verden siden hendes første soloudstilling på Yancey Richardson Gallery i New York og hun blev for nyligt tildelt Julia Margaret Cameron prisen for kvindelige fotografer ved Fotonostrum Gallery i Barcelona, Spanien (2020), direktørprisen ved the Griffin Museum in Winchester, USA (2020), og et Terra Foundation Fellowship residency i Giverny, Frankrig (2021).

Efter The Color of Water vises på Galleri Image, vil udstillingen og bogen rejse til Northern Photographic Centre i Oulu, Finland i 2022.

Læs mere på kunstnerens egen hjemmeside: sarahschorr.com

Du kan læse mere om udstillingen her.

Bogen og udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Kulturudviklingspuljen (Aarhus Kommune), A.P. Møller Fonden, William Demant Fonden og Augustinus Fonden.