A Diary - but not about me

Med A DIARY - BUT NOT ABOUT ME bevæger Mette Juul sig ind på en problematik, der handler om relationen mellem fiktion og dokumentar. Hendes fotografier er beskrivelser, der former det dokumentariske til specifikke genstande, man personligt kan relatere til.
Udstillingsperiode:
16-11-2007 - 21-12-2007
Medie:
Fotografi
Titel:
A Diary - but not about me
Kunstner:
Mette Juul
I udstillingen A DIARY - BUT NOT ABOUT ME tager Mette Juul beskueren med på en rejse: Til en campingplads, til en skov, til vandet og endda til USA, Berlin og Island. Hen til steder, hvor Mette Juul har været og ladet fremstå, som var de akkompagner fra familiealbummet. Og så alligevel ikke. Selv om beskæringen, belysningen og objekternes arrangering kunne tyde på amatøroptagelser. Men hvem ville ynde at fotografere en telefonboks´ interiør og derigennem på dokumenterende vis videregive stemninger fra ferieopholdet? Det er i denne optik, at fotografierne bliver til mere end blotte ferieminder. De fotograferede emner, genstande eller steder peger nemlig i deres tilfældighed mere på det private end det almengyldige. De peger på noget personligt, på et møde med en tolket virkelighed.
Mette Juul bevæger sig ind i en problematik, der handler om relationen mellem det dokumentariske og fiktion, og giver samtidig et formelt, udfordrende dobbeltblik på verden. Det er beskrivelser, der former det dokumentariske til specifikke genstande, man personligt kan relatere til. Der er ikke tale om neutrale iagttagelser, for virkeligheden ses gennem et temperament, hvor hver iagttagelse lades med en potentiel betydning. Der er noget mere end det autentiske, og gennem det ellers rutineprægede snapshot lurer et element af drama, og stemningen lades med potentiel betydning. Der er samtidig raffinerede indskydelser, der gør fotografierne mere dybfølte end almindelige hverdagstilføjelser. Men det er samtidig i denne forståelse, at dagbogsoptikken bliver konkret og tydelig. I en dagbog giver man drømme, forventninger, tanker, forestillinger og håb til kende, og det er tydeligt, at Mette Juul arbejder i denne forståelse. Nævner man sig selv, nævner man altid en anden, og nævner man en anden, nævner man altid sig selv.

I forbindelse med udstillingen udgives kataloget A DIARY - BUT NOT ABOUT ME med tekst af Cecilie Bepler og Mette Mortensen.

Mette Juul (f. 1977) er uddannet fra Glasgow School of Art i Fine Art Photography (BA hons). Hun har derfra været udvekslet til Kunst Akademi Weissensee i Berlin, 2004 og gået på Den Europæiske Filmhøjskole, 1999-2000. Mette Juul tager i øjeblikket sin Master på The Royal College of Art i London. Mette Juul har siden 2002 udstillet i Skotland, Tyskland, Sverige og Island og har modtaget flere legater og priser.

Fernisering: fredag den 16. november kl. 16 - 19
Mette Juul vil være til stede.