|
"Søstre"
af
Pernille
Koldbech Fich
3. - 25. april 2004
Fernisering fredag den 2. april kl. 16 - 18
Åbent daglig tir. - søn. kl. 13 - 17

Galleri Image har den store fornøjelse at præsentere
den nye udstilling "Søstre" af Pernille Koldbech
Fich.
"Søstre" er en række
fotografiske portrætter af ældre diakonisser på
Sankt Lukas Stiftelsen i København. Rammen om fotografierne
er diakonissernes private stuer, og dermed åbnes der op for
et møde med mennesket bag det definerede fællesskab
og den opofrende levevis, som søstrene er kendt for.
Pernille Koldbech Fich fokuserer på
skellet mellem det kollektive og det individuelle, og fotografierne
tematiserer en gensidig afhængighed mellem disse to kategorier.
Scenen er søstrenes egne gemakker, men overordnet set er
det private rum indfanget i et offentligt, selve stiftelsen, og
det enkelte individ fremvises i en kollektiv klædedragt. Det
bliver dermed umuligt at fastholde grænsen mellem institutionens
ramme og individets rum. Portrætterne er både præsentationer
af individer og repræsentationer af institutionen, og fotografierne
føjer disse to bevægelser sammen til én.
Fotografierne er stramt komponeret
med et intenst farvespil, og der er ærbødig distance
til de portrætterede søstre. Samtidig er det et insisterende
intimt rum, Pernille Koldbech Fich skaber. Resultatet er på
én gang ophøjede og nærværende portrætter
af mennesker, der har fravalgt et traditionelt familieliv for at
hjælpe de svage i vores samfund.
Pernille Koldbech Fich er uddannet
grafisk designer, og arbejder sideløbende som fotograf. Hun
er aktuel med udstillingen "Photographs by the Next Generation:
Young Portfolio" på Kiyosato Museum of Photographic Arts
i Japan. "Søstre" er hendes første udstilling
i Danmark.
I Demorummet:
Tanja Nellemann Poulsen : Historie
på historie - Demokra´detjegka´li
Lige som titlen genskriver og tilskriver Tanja Nellemann Poulsen
dele af danmarkshistorien via gamle historiebilledbøger.
F.eks. som "Set &Sket" , der konkret bliver dekonstrueret
og transformeret til nye historier, hvormed den "objektive"
historieskrivning og dens fortællestil udfordres.
|