Tale holdt af Anne Dyhr (formand) til generalforsamling
d. 24. april 2006
Spørgsmål
kan stilles efter beretningen - tak
Hovedpunkter
i formandsberetningen:
1. Gennemgang
af galleriets udstillinger og kuratoriske projekter
2. Gennemgang af Galleri Images nuværende organisations
struktur og organisatoriske tiltag
3. Bestyrelsens tiltag i det forgangne år
4. Et smugkig frem
1. Gennemgang
af galleriets udstillinger og kuratoriske projekter
+ Jeg
vil i dette punkt gennemgå Galleri Images udstillinger
med henblik på at perspektiver udstillernes kunstneriske
praksis efter udstillingerne - og galleriets samarbejder
under udstilligerne. Det er nemlig iøjnefaldende,
hvordan de fleste kunstnere efter de har udstillet i galleriet
har fået kickstartet deres egen kunstneriske karriere.
Man kan derfor argumentere for, at Image er et galleri der
udvikler den fremspirende generation af fotografer ved at
give dem deres tit og ofte første soloudstilling.
På den måde er en udstilling på Image
blevet en form for blåstempling af kunstudøvere,
der på den ene eller anden måde viser specielt
arrangement og talent.
Dette vil derfor ikke blive en værkanalyse af de forgangne
udstillinger, men nærmere en perspektivering af kunstnernes
efterfølgende præstationer og samarbejder.
En dataindsamling, der kun er mulig, idet Beate, vores daglige
leder af Image, har formået at skabe et organisknetværk,
der ikke kun skaber solide udstillinger, men et netværk,
der udvikler sig, og som derfor ikke stopper med endt udstilling,
men som også vedligeholder kontakt med tidligere udstillere,
men som også skaber nye kontakter med de fremspirende
talenter. Hver dag og hele tiden udvider dette netværk
sig til glæde for Image og for Århus.
Nu til gennemgangen af udstillingerne, som vil ske i kronologisk
rækkefølge startende med Astrid Kruse Jensen
med udstillingen Hypernatural og afsluttende med denne måneds
udstiller Georg Küttinger med udstillingen Simul-scapes,
der løber til den 30 april.
2005
+ Marts, Astrid Kruse Jensen med udstillingen "Hypernatural".
3 af Astrid Kruse Jensens billeder fra udstillingen blev
købt af ARoS til museets samling. Hendes arbejde
blev nomineret til Leopold Godowsky jr. Color Photography
Award, Boston USA.
Nomineret af Alison Nordström, George Eastman House,
Rochester, USA. Kruse Jensen har derefter udstillet der
i efteråret 2005.
+ April,
Thomas Kellner med udstillingen "Tango Metropolis".
Galleri Images katalog og tekst blev senere brugt i forbindelse
med T. Kellners præsentation i Brasilien og USA. Galleri
Image havde et godt samarbejde med Goethe instituttet.
+ Maj,
Claudia Fährenkemper med udstillingen "Imago".
Udgivelse af katalog og igen et godt samarbejde med Goethe
Institut. Fährenkemper blev nomineret til NO Limit
Award på 10.000 Euro af kurator for Arles Fotografiske
festival.
+ Juni,
Kostas Kirtisis med udstillingen "Self-Portraits".
Kostas Kiritsis udstilling blev støttet af den polske
og den græske ambassade og Galleri Image udgav et
katalog støttet af Kunstrådet i Århus.
+ September,
Michelle Lord med udstillingen "Four Corners".
Århus Festuge har købt et af Michelle Lords
billeder fra udstillingen Four Corners, som relaterer til
temaet det eventyrlige, det hænger som det eneste
billede på Martin Lundbyes kontor.
Galleri Images katalog til Michelle Lords udstilling, der
var støttet af Kunstrådet blev også støttet
med 2100 britiske pund af Arts Council of England. Det er
nærmest uhørt at the Arts Council of England
bidrager med økonomisk støtte til engelske
kunstneres udstillinger i udlandet.
+ Oktober,
Ismo Hölttö med udstillingen "People in the
lead role".
I et fint samarbejde med Finlands Instituttet.
+ November,
Ebbe Stub Wittrup med udstillingen "Things Happen".
Her viser Stub Wittrup for første gang fotografier
fra hans smukke Night Light serie
+ December,
Bring out the Garbage ved Solveige Syversen og Marie Reynolds
med udstillingen "or otherwise as something in between".
Denne udstilling er den første fotografiske udstilling
fra den talentfulde duo, som ellers arbejder med video og
street art.
Samarbejder
2005
I 2005 har Galleri Image haft et godt samarbejde med Goethe
Institut og Finlands Instituttet i København. Begge
institutter har støttet udstillinger økonomisk.
Fire af udstillingerne er også blevet støttet
økonomisk af Kunstrådet i Århus.
Derudover har alle danske udstillere modtaget støtte
fra Kunststyrelsens produktionspulje til udarbejdelse af
prints, rammer, kasse mm.
Anmeldelser
5 af Galleri Images udstillinger blev anmeldt i bogen "Dansk
Kunst 2005" (B. Lund, B. Mølgaard, A. Kruse
Jensen, T. Kellner, C. Fährenkemper). Bogen kan findes
i Images bibliotek.
Weekend Avisen bragte i sep. 2005 en artikel om Galleri
Image af Mette Sandbye. Artiklen indgår i en række
portrætter af danske udstillingssteder med en særlig
og nytænkende profil.
(Linket til artiklen kan findes på Images hjemmeside
www.galleriimage.dk)
2006
+ Januar, Jeanette Land Schou med udstillingen "Torden
og Membran".
Galleri Image publicerede et smukt katalog til udstillingen
med støtte fra Kunststyrelsen.
+ Februar,
Annabel Elgar med udstillingen "We were nutil we weren't".
Galleri Image publicerede et katalog til Elgars udstilling
støttet af Kunstrådet og British Council
+ Marts,
Sian Bonnell med udstillingen "Everyday dada".
Udstillingen støttes af Kunstrådet og British
Council Denmark. Et katalog bliver publiceret. Bonnell blev
interviewet til DRs radioprogram "Mad og Kunst".
Sian Bonnells udstilling "Everyday dada" præsenteres
igen i Danmark til oktober i forbindelse med Odense Foto
Triennale, som arrangeres af Museet for Fotokunst.
+ April,
Georg Küttinger med udstillingen "Simul-scapes".
I alt
12 udstillinger, med kunstnere fra Danmark, Tyskland, Polen,
England, Finland og Norge. Udstillinger, der kan besøges
hver tirsdag til søndag i galleriets åbningstid.
Jeg håber, at I alle har set udstillingerne og ladet
jer inspirere i jeres egen hverdag og praksis, det har jeg
i hvert fald gjort.
+ Udover
galleriets primære udstillinger er Images også
paraply for Århus ældste "gade galleri"
Demorummet. Jeg vil efterfølgende nævne de
i alt 10 udstillinger. Det skelsættende ved dette
års udstillingskalender er at billedkunstner Lasse
Krogh Møller, som er kurator på Demorummet,
har flyttet sin faglige optik fra den videobaserede installation
til, at det i dag overvejende er stedspecifikke installationer,
der udstilles i Demorummet. Dette skift skete med Dagmar
Krøyers udstilling Stramaj-plante i juni 2005, som
også blev Demorummets debut i anmelderspalterne med
anmeldelse i dagbladet Politiken og interview på P1.
For dem, der ikke kender Demorummet, kan det beses i et
af galleriets vinduer i Vestergade, udstillingerne skal
ses som flygtige pulsslag, som markerer en stemning eller
et opråb lige nu og her. Udstillingerne er ikke fastsatte
år ud i fremtiden, men i stedet bliver de sammensat
hurtigt og med fodfæste i den århusianske kunstscene.
Man kan se Demorummet som et offentligt laboratorium for
kunstprojekter, der siden hen kan folde sig yderligere ud.
Demorummet er åbent 24 timer 360 dage om året,
så kig forbi og lad dig inspirere. Jeg vil da også
lige i denne sammenhæng nævne, at både
Møllerwitt og Rum46 nu har fået deres respektive
demorum, måske inspireret af Galleri Images forgangsmand,
ja hvem ved.
Nu til gennemgangen af udstillingerne.
2005
+ April, Christian Schmidt-Rasmussen med udstillingen "Everything
will be different".
+ Maj, Jane Jin Kaisen med udstillingen "MONO-POLY".
+ Juni, Dagmar Krøyer med udstillingen "Stramaj-plante".
+ September, Anne Skole Overgaard med udstillingen "Solnedgang".
+ Oktober, Marie Markman med udstillingen "By-drømme".
+ November, Jonas Seeberg & Dagmar Krøyer med
udstillingen "Himalaya".
+ December, Jesper Fabricius med udstillingen "TAK
ÅRHUS".
2006
+ Januar/februar "Demo Review" - 20 udstillinger
i demorummet fejres.
+ Marts, Jette Gejl Kristensen med udstillingen "Jeg
elsker også dig, Skat!!".
+ April, Jan Bäcklund med udstillingen "Archiwum".
+ I
sammenhæng med galleriets udstillingskalender skal
det også nævnes, at Images ferniseringer er
blevet et klart hit, hvor en bred vifte af kunstnere og
kunstinteresserede mødes over et glas vin og ost.
En udvikling, jeg syntes der er dejlig at spore, i det vi
jo alle ønsker, at galleriet skal være til
for ALLE.
+ Udover
udstillinger i vores egne lokaler har Image været
tovholder på en tematisk udstilling med titlen "Fortællinger
i rum - 3 kunstnere i omegnen af fotografi" i Kunstbygningen
fra den 11. november - 18. december.
Her kuraterede stud. p.hd. og kurator Louise Wholters en
flot og meget rost udstilling med billedkunstnerne Rosemaria
Rex, Tanja Nellemann Poulsen og Luis Paredes. Det kan her
nævnes at Luis Paredes værker lige var ankommet
fra Venedig Biennalen, og at Tanja Nellemann Poulsens værk
blev præmieret med 12.000 kr. af Århus Kommune.
Udover kuratoriske samarbejder har galleriet huset et foredrag
med billedkunstneren Jeanette Lang Schou i forbindelse med
hendes udstilling "Torden og Membran" i januar
måned 2006. Et tiltag, som jeg gerne så flere
af, da det er yderst spændende at komme tæt
på fotografens praksis, ønsker og mål
for hendes eller hans arbejde.
Ydermere husede galleriet et Seminar om Britisk samtidsfotografi
der løb af stablen den 4. marts. Til seminaret blev
den britiske fotografiske samtid taget under lup af henholdsvis
stud.mag.art Anne Mette Laursen der gennemgik Annabell Elgars
fotografiske praksis som blev udstillet måneden forinden,
herefter holdt fotografen og billedkunstneren Sian Bonnell
et foredrag omhandlende sin kunstneriske praksis set i et
retrospektivt lys, og til sidst kom kurator Camilla Brown
med en fin analyse af britisk samtidsfotografi. Brown er
senior kurator fra London galleriet The Photograghers Gallery,
der, ligesom Image, er et galleri med mange år på
bagen, grundlagt i 197. Denne type seminarer er også
arrangementer, vi gerne så flere af, idet disse seminar
og foredrag skaber mulighed for dialog og debat omkring
fotografi og relaterede medier mellem udøvere, teoretikere
og brugere af Galleri Image.
2. Gennemgang
af Galleri Images nuværende organisationsstruktur
og organisatoriske tiltag
+ På
nuværende tidspunkt drives Galleri Images igennem
tre hovedmoduler. Den første og ansvarshavende er
bestyrelsen. Her bliver medlemmerne valgt på den årlige
generalforsamling for en periode af to år. Bestyrelsen
består pt. af Videokunstner Hanne Nielsen (også
vores kasserer), billedkunstner og fotograf Jesper Rasmussen,
cand.IT i multimedier og redaktør på aarhus.nu
Anne Dyhr (formand for Image), fotograf Mogens Lejer, suppleant
kunstrådsformand Torben Rasmussen og suppleant fotograf
Saul Shapiro. Derudover har galleriet et modul, der varetager
Images kunstfaglige optik, altså kuraterer udstillinger,
foredrag, seminarer mm. Pt. består dette modul af:
Dagligleder på Image kurator Beate Cegielska, billedkunstner
Søren Lose, Kurator og stud. ph.d. Louise Wolters,
Anne Dyhr (formand), bestyrelsesmedlem Saul Shapiro, billedkunstner
Lasse Krogh Møller. Og som det tredje modul skal
nævnes den daglige drift af galleriet, hvor de to
andre modulers vedtagelser bliver aktiveret og den daglige
kontakt med udstillere og publikum udspiller sig. Denne
del ledes af vores daglige leder Beate Cegielska med hjælp
af en til to ansatte igennem Århus' jobtilbud. Pt.
har vi ansat Birgitte Hjort Jaritz pr. 1. april med løntilskud.
Hun er nyudannet kunsthistoriker, har skrevet speciale om
fotografi, og har tre års erfaring som omviser på
ARoS.
Galleriet er dog også så heldigt stillet, at
vi har flere frivillige hjælpere fra Kunsthistorie
og Æstetik & Kultur til hjælp med weekendvagter
og forefalden arbejde i galleriets udstillingslokaler, såsom
ophængning og ferniseringer, udsendelse af pressemeddelelser
mm. I denne sammenhæng vil vi gerne sige tusind mange
tak til Ditte Maria Bangsund-Petersen, Anne Mette Laursen,
Kirstine Scheiss, Sofie Amalie Grandt og Berit Kingod.
Galleriet består derfor i korte træk af et trebenet
dyr, der med mere eller mindre held får kommunikeret
til hinanden, en kommunikation som vi vil forsøge
at få optimeret i det kommende år, til glæde
for alle.
+ En
opgave, der er blevet lettere overset igennem tiden, er
det faktum, at Image som Nord Europas ældste galleri
ligger inde med en enorm mængde data omhandlende fotografiets
udvikling gennem de sidste 30 år. Og efter flere flytninger
har galleriets arkiv mildest talt været et stort rod,
som har huseret på loftet her i bygningen, men i år
blev der iværksat en oprydning og organisering af
galleriets kæmpe postkortsmaling og katalogudgivelser,
der illustrer fotografiets historie på nærmeste
vis. Galleriet ligger også inde med en stor diassamling
der trænger til en katalogisering og gennemgang, hvis
nogen skulle ha' lyst til at deltage i et sådan projekt,
skal I bare sige til.
+ Galleriets
hjemmeside trænger til en kærlig hånd,
ingen tvivl om det, selvom at vores æresmedlem Carsten
Langkilde gør et fantastisk stykke arbejde som vores
web-master, pt. har siden ca. 650 besøgende pr. måned,
hvilket jeg syntes er super flot, men et besøgstal,
som sagtens kunne tiltrække mange flere besøgende,
hvis siden rummede flere specifikke informationer, var mere
funktionel og regelmæssigt opdateret med nye opslag,
information og artikler. Dette kræver dog et gennemgribende
redesign af siden, hvilket er endnu et punkt, hvor det kunne
være dejligt hvis et medlem sad inde med kendskab
til Dreamweaver og html kode, og som havde lyst til at lege
med omkring et nyt design til hjemmesiden.
+ Som allerede nævnt er det gennem vores dagligleder
i Galleri Image Beate Cegielskas fremragende arbejde i gennem
rigtig mange år, i alt 16 år, at galleriet i
dag kan bryste sig af at været nærmest verdenskendt
tros de ydmyge udstillingsforhold, som galleriet lider under.
Måske har galleriet ikke et logo, men Beate Cegielska
kan ses som synonym for galleriet og igennem hendes store
netværk og tilbagevendende rejseaktiviteter høster
galleriet anerkendelse kloden rundt. Jeg vil derfor nu kort
skitsere Beate Cegielskas rejseaktivitet i det forgangene
år, en aktivitet, der kan ses som markedsføring
og (om man vil) branding af galleriet både nationalt
og internationalt.
Beate Cegielska har i det forgangne år repræsenteret
Galleri Image ved:
+ Rhubarb-Rhubarb International Festival of Image, Birmingham,
UK, august, 2005
Cegielska har været inviteret til Rhubarb festivalen
og har set ca. 60 portfolio af fotografer og videokunstnere.
Cegielska tog et udvalg af det mest interessante arbejde
med til Galleri Images udstillingsudvalgsmøde, og
udvalget har inviteret 4 af dem.
+ Cegielska har også været inviteret til Backlight
Triennale.
Sidste år anbefalede Cegielska Backlights internationale
kuratorteam at vise arbejder af 4 fotografere, alle de 4
kunstneres værker blev præsenteret på
Backlight Tiennalen (Nicolai Howalt, Birgitta Lund, Lili
Almog og Michelle Lord) og Cegielska blev inviteret til
at være del af det internationale kuratorteam for
den kommende Backlight Triennale i 2008.
+ Cegielska deltog også i Oracle XXIII/23, Firenze,
Italien, november 2005, som er et årligt møde
for den internationale sammenslutning af kuratorer og museumsledere
inden for fotografi.
Jeg har da også selv stukket næsen udenlands
et par gange i det for gangende år. I det mit hjerte
banker for den digital repræsentation, har mine dannelsesrejser
gået til henholdsvis Den digitale kunstfestival ARS
Electronca i Linz, Østrig i august 2005 og til Mediekunst
festivalen, Transmediale i Berlin i februar 2006.
3. Bestyrelsens
tiltag i det forgangne år
Jeg
vil i denne tredje del skitsere bestyrelsens arbejde i det
forgangne år, og her vil jeg starte med de gode nyheder
og afslutte med den dårlige - eller fortrækker
I det den anden vej rundt?
Den gode nyhed fra bestyrelsen er at galleriet langt om
længe, efter mange forsøg er blevet blåstemplet
af staten, idet vi har modtaget driftsstøtte fra
Kunststyrelsen på i alt 100.000 kr. - hurra. Og vi
håber, at galleriet også i 2006 kan modtage
støtte fra staten til det store arbejde og virkelyst,
der bliver lagt i foreningen.
Derudover har vi i bestyrelsen igangsat tre projekter, som
vi meget gerne så at flere deltog i, så hvis
en af jer sidder og får lyst til at deltage i udviklingen
af et af de tre projekter, som jeg nu vil skitsere, så
hold jer ikke tilbage.
Det første projekt angår Branding og PR af
galleriet, her kunne man også sige at udvikling af
hjemmesiden hører under. Lige nu har galleriet aldrig
haft et logo eller bestemt font og brevpapir til officielle
breve fra galleriet, vi i bestyrelsen kunne godt tænke
os, hvis der kunne komme forskellige udspil på banen
ang. en profil for galleriet, det kunne være et flag,
et logo, en skrifttype, der bare lige passer til galleriet,
og som kunne brugs både digitalt og analogt.
Det andet projekt omhandler Galleri Images 30 års
fødselsdag, som løber af stablen til næste
år. Hvad skal der ske? Hvordan skal det fejres? Hvis
nogen har lyst til at være med i forberedelserne,
skal I ikke holde jer tilbage.
Det tredje projekt drejer sig om organisationsstrukturen
i galleriet, kan den fungere bedre? I så fald, hvordan
kan den forbedres? Hvor er knudepunkterne, og hvor er succespunkterne
i den nuværende struktur. Også her er alle med
interesse velkommen til at deltage.
Måske det er at tage munden for fuld, men Århus
Kunstkalender, som I nok kender, blev nærmest født
på et bestyrelses møde i Galleri Image og herefter
tilvejebragt af Faderen til projektet Jesper Rasmussen,
der fik trommet de andre gallerier og ARoS sammen ang. udvikling
af projektet, der i dag er udliciteret til Kunstportalen
aarhus.nu, der står for layout og distribution af
folderen.
+ Og
så til den dårlige nyhed
Som de fleste ved trådte jeg ind i bestyrelsen sidst
år med et ønske om at styrke galleriets profil
og skabe et sted, der er godt for Århus, kulturelle
profil. Et ønske jeg tror alle tilstede vil være
interesseret i på vegne af Galleri Image. Derfor må
jeg med beklagelse meddele, at foreningens bestyrelse kun
har kunnet køre på halv kraft, idet galleriets
tidligere formand Gert Frier Larsen ikke ønskede
at fortsætte i bestyrelsen efter sidste års
generalforsamling, og idet det nuværende bestyrelsesmedlem
Mogens Leier ikke har deltaget i et eneste af foreningens
bestyrelsesmøder. Det er for dårligt ikke at
deltage. Det er for dårligt og super pinligt at en
lille snæver forening som Image skal være scene
for personlige slagsmål mellem engang gode venner.
Jeg er som sagt helt ny på scenen, og det er mig uforståeligt,
at vi ikke kan mødes i et fagligt rum omkring fotografi,
det er jo der, det rykker. Derfor syntes jeg, det er utroligt
ærgerligt at Mogens Leier ikke har vist sig overhovedet,
og at Gert Frier Larsen forlod bestyrelsen i utide, jeg
ville gerne have hørt deres bud og bidrag i det forgangne
år. Århus er en by, der er et Galleri Image.
I det der kun er et sted, ja så må vi jo dele,
det er det, jeg forsøger at lære min lille
datter, og som jeg synes vi som voksne mennesker bør
være repræsentanter for. Image er ikke for mig
en krigszone, men et utroligt galleri med traditioner og
livsenergi, lad os dog forsøge et samarbejde.
Jeg vil i den henseende meddele, at jeg trækker mig
som formand, da mine kræfter ikke er de rigtige for
galleriet, som det ser ud nu, jeg bliver i bestyrelsen og
glæder mig til et nyt år.
4. Et
smugkig frem
Jeg vil gerne slutte min formandsberetning med at løfte
sløret for et par af det kommende års udstillingsmæssige
tiltag.
+ Image
er gået i samarbejde med udstillingsstedet 19C omkring
en meget spændende dobbelt udstilling til juni med
den litauiske billedkunstner Jurgita Remeikyté, der
udstiller både på 19C og Image samtidig.
+ Det
kommende år vil også byde på et tværæstetisksamarbejde
med Biografen Øst For Paradis og Kunstbygningen,
med fokus på to videoværker af henholdsvis australske
Nathalie Latham og amerikaneren Richard Fear.
+ Den
første digitale udstilling på Image vil ligeledes
løbe af stablen i nov. 2006 ved Falk Heinrich, hvilket
vil ske sideløbende med den digitale kunstfestival
"På grænsen mellem funktion og forstyrrelse".
+ Ydermere
vil kunstbygningen få besøg af en turismeudstilling
i marts kurateret af Søren Lose fra udstillingsudvalget
under Galleri Image.
Alle
ønskes en fortsat god generalforsamling. Mvh. formand
Anne Dyhr
Beretningen
vil være at finde på Galleri Images hjemmeside
inden for den næste uges tid www.galleriimage.dk
Spørgsmål!!