Acting in Numbers

Seneste nyt fra Galleri Image

Acting in Numbers

Mary Coble

Fra Januar 12, 2018 indtil Februar 25, 2018

Fernisering: Fredag d. 12. januar

Ved Galleri Image - Find vej Vestergade 29, 8000 Aarhus, Danmark

Acting in Numbers

Acting in Numbers handler om modstand og aktivisme med fokus på ikoniske symboler, kropssprog, kampråb og signaler. Den amerikanske kunstner Mary Coble bruger både performance og fotografi for at undersøge og "queere" vores forståelse af steder, handlinger, kroppe og historie.

Udstillingen er skabt specielt til Galleri Image, og består af eksisterende og nye værker. Den stedsspecifikke installation understøtter deres serielle karakter og viser desuden, hvordan kunstneren udforsker emner som tid og gentagelse i relation til fotografi og performance som udtryksformer.

Fotoserien Performing Defiance, der blev bestilt af Statens Kunstfond til projektet Performance photography (2015), viser udsnit fra en langvarig performance, hvori kunstneren igen og igen hævede sin knyttede næve i protest, og forsøgte at ramme en latextrekant med en overflod af glimmer. Værket rummer humor, leg, rod, håb og potentielt nederlag.

Mary Coble har gennem de sidste ti år flere gange anvendt blod som redskab i sine performances og værker. Timeline of Disruption (2016) er både den fotografiske dokumentation og det fysiske aftryk af en performance af samme navn, hvor kunstneren fik adskillige linjer ridset på sin hud med blækløse tatoveringer. Den tynde streg af blod fra tatoveringerne blev overført til en rulle papir ved at Coble genopførte kropspositioner anvendt i demonstrationer. 

Lys er både kilden og hovedmediet i PULSE (2016). Fotoserien er resultatet af en ti dage lang performance fra den forladte forlystelsespark, Ontario Place Park i Toronto. Her klatrede Coble hver aften op på den store Cinesphere-konstruktion (verdens første permanente IMAX-projektionssystem) for at transformere den til et samlingspunkt for folkelig modstand. Flere morsekodede beskeder blev transmitteret fra konstruktionen ned til deltagere, som var placeret rundt om i forlystelsesparken, og efterfølgende videresendte de beskederne med deres egne lommelygter. Morsekodebeskederne bestod af erklæringer og kampråb brugt i protester og borgerrettighedsbevægelser.

We are here (2017) og One Movement (2017) er baseret på efterladte skilte fra demonstrationerne og protesterne mod Donald Trumps indsættelse som præsident i januar 2017. Begge serier tager udgangspunkt i Cobles omhyggelige dokumentation af hegnene omkring Det Hvide Hus.

Mary Coble er Master of Fine Arts fra George Washington University, Washington DC, 2004. Bor og arbejder i Göteborg; lektor ved Akademin Valand, Göteborgs universitet siden 2014. Kunstneren har en lang række solo- og gruppeudstillinger bag sig, bl.a. på Overgaden – Institut for Samtidskunst, København; Das Deutsche Historische Museum, Berlin; FADO Performance Art Centre, Toronto.      

Lørdag d. 13. januar kl. 14 afholdes artist talk med Mary Coble på Galleri Image. Og d. 27. januar inviteres til seminar med deltagelse af Mary Coble, Annika Lundgren, Stense Andrea Lind-Valdan, Nanna Gro Henningsen og Rune Gade. Nærmere information herom følger. Udstillingen vises til og med 25. februar. Tirsdag-søndag kl. 13.00-17.00. 

Læs mere om Mary Coble her: http://www.marycoble.com/

Seminar: 
Acting in Numbers - Linking Photography, Performance and Activism
lørdag den 27. januar, 2018, kl. 13-18

I løbet af udstillingsperioden vil Galleri Image afholde et seminar med fokus på de komplekse relationer mellem kunst og aktivisme samt fotografi og performance.

Deltagerne ved seminaret er Mary Coble selv, som vil opvise en live performance samt være ordstyrer ved en paneldebat. Annika Lundgren vil læse uddrag fra Winter is Coming, som er et igangværende stykke arbejde, hvori hun undersøger forholdet mellem spirituelle praksisser og den nye generation af højreorienterede populister, der har kommet til i det politiske landskab over de sidste 15 år. Projektet er en del af Lundgrens arbejdsserie State of Affairs, som tager udgangspunkt i forskellige aktuelle fænomener og arbejder med dertilhørende ideer og teorier for at skabe nye politiske perspektiver. Kunstner Stense Andrea Lind-Valdan og kunsthistoriker og kritiker Rune Gade deltager med en performativ dialog om deres fælles projekt Fountain. Denne dialog vil forbinde performance og fotografi samt kunsthistorie, kunstnerisk research og kunstnerisk praksis i en produktiv, personlig og intim dialog. Kunstneren Nanna Gro Henningsen vil præsentere abstracts fra A European Afternoon - en samling af sange for ulige stemmer og en video montage præsenterer et historisk og mytisk syn på den politiske og humanitære krise i nutidens Europa. Arbejdets metofologi og historiografi er en montage fra kunst og litteratur til nyheder og henviser til det dialektiske billede af Walter Benjamins æstetiske tænkning. Moderator for seminaret er Judith Schwarzbart, rektor for Det Jyske Kunstakademi. Seminaret er gratis at deltage i. Kom dog gerne i god tid, da der er et begrænset antal sæder.

Annika Lundgren er en kunstner baseret i Gøteborg, Sverige, hvor hun arbejder som Deputy Artistic Director på Skogen. I sit tidligere arbejde, har hun gjort brug af billedsprog og vidensproduktion udtrykt gennem marginaliserede former, dette ses blandt andet i performanceserien Strategies of Magic, hvor de bliver brugt som værktøjer for at finde det politiske i forskellige nutidige kontekster. 
For mere information, se venligst hendes hjemmeside: http://www.annikalundgren.net/

Andrea Lind-Valdan er en kunstner baseret i København, som arbejder med maleri i det udvidet felt. Hendes fremgangsmåde er baseret på en malerisk, formel og autobiografisk tilgang, som bevæger sig over i fotografi, performance og skrevne digte, der primært behandler emner så som moderskab, kærlighed, vold og begær. 
For mere information, se venligst hendes blogs: http://stenseandrealindvaldan.blogspot.se og http://youshouldpopstuff.blogspot.dk/?zx=ea939b332619789d

Rune Gade er baseret i København, han er kunsthistoriker og kritiker og arbejder som ekstern lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Gade specialiserer sig i dansk og international samtidsfotografis historie og teori samt kønsteori og feminisme, performance, fotografisk pornografi, museologi og udstillingsanalyse og kunstkritik.

Nanna Gro Henningsen er en kunstner baseret i Kæbenhavn, Danmark, der arbejder med instillation, tekst, fotografi og video. Hendes metode er at implementere fragmentet som et grammatisk element i rumlige, sproglige eller ikonografiske montager. For at skabe nye aflæsninger eller brud i konventionelle kulturelle, politiske eller historiske  forestillinger, udfordres begrebet historie. 

Seminaret er på engelsk og er gratis at deltage i. Kom dog gerne i god tid, da der er et begrænset antal sæder.

Udstillingen støttes af Statens Kulturfond, Aarhus Kommune og BUPL Solidaritets- og Kulturfond.

Foto: Henry Chan fra serien PULSE


2018-01-12 13:00:00
2018-02-25 17:00:00