DANSK SEKTION Tekster - DANSK
http://www.kunsten.nu/artikler/artikel.php?antti+laitinen+galleri+image+three+knots
Antti Laitinen THREE KNOTS interview with Kunsten.nu
Ja
Antti Laitinen THREE KNOTS interview i Kunsten.nu
Ja
Magdalena Bors THE ART OF DOMESTIC COMPULSION på Cultural Developement Consulting
Ja
Weekendavisen, august 2012

I anledning af Galleri Image 35 års fødselsdag

Det er i dag 35 år siden, en gruppe fotografer og foto- grafientusiaster fra Århus og omegn åbnede Galleri Image med undertitlen »Skandinavisk Center for Fotografi« i et lokale i Mejlgade 16 i Århus. Det var blandt andet fotograferne Saul Shapiro, Carsten Langkilde, Poul Erik Veigaard og Leif Hove Madsen. Image var et »artists’ space«, før den betegnelse rigtigt blev moderne. Men i modsætning til de fleste af den slags non-profit initia- tiver, der hele tiden blomstrer op for at lukke et par år efter, så har galleriet holdt ud som et enestående samlingssted for kunstnerisk fotografi i Danmark og som en vigtig del af det århusianske kunstmiljø. Siden 1977 har Galleri Image skiftet adresse et par gange, der er kommet nye kræfter til for at drive det, Århus Kommune og Kunstrådet er trådt til med en øko- nomisk håndsrækning, så galleriet består og har i de sidste ti år ligget i kælderen i Vestergade 29 i samme bygning, som huser Århus Kunstakademi og i øvrigt ligger et stenkast fra Århus Kunstbygning, ARoS og fra flere af byens bedste gallerier og caféer. At blive 35 år som ukommercielt fotograficenter er i sig selv noget af en bedrift, for ser man rundt om galleriet til museer, kunsthaller og kommercielle gallerier, er det først inden for de sidste ti år, fotografiet for alvor er blevet accepte- ret på lige fod med al anden kunst. Og så er der kommet flere specialiserede fotografiinstitutioner til, siden Image åbnede, ikke mindst Museet for Fotokunst i Odense, Det Nationale Fotomuseum og Fotografisk Center, begge i København. Jubilæet fejres med udstillingen »En samling«, der er opbygget af kunstneren Lasse Krog Møller (f. 1972), og som åbner i dag. Han er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2001, og i hans kunstneriske arbejde er han især optaget af at skabe samlinger og arkiver over hverdagslige, utraditionelle eller hidtil oversete objekter og foreteelser. På gruppeudstil- lingen »Enter« på Brandts i Odense viste han sidste år sit store arkiv over brugte bøger, hvor han fokuserede på alle de sjove eller underlige noter, kruseduller og inskriptioner, som folk har tegnet til sig selv inde i bøgerne. Hele sommeren har Lasse Krog Møller stået på hovedet i galleriets lagerrum for at finde både fotografier, men også alle mulige andre objekter, som han præsenterer i en labyrintisk museal opbygning med podier langs smalle stier rundt i det lille kældergalleri. På Lasse Krog Møllers komplette inventarliste, som han præsenterer i udstillingens katalog, finder man møbler, skilte, æsker, spande, en skovl, 21 hvide bøjler og arkivkasser med påskrev- ne tekster som »Postkort 2004 1⁄2«, »Tallerken« eller »Det ser spændende ud 1984«. Indimellem vil man også kunne finde udpluk af »rigtige« kunstværker, som Krog Møller har udvalgt fra galleriets egen voksende samling med værker doneret af nogle af de 400 kunstnere, der gennem årene har udstillet i galleriet. På denne måde præsenteres ikke en kro- nologisk række af fotografiske highlights i pænt ophængte rammer på stribe, men snarere en meget ukonventionel, kunstnerisk fortolkning af galleriets lange historie. GALLERI Images profil har altid været international og niveauet højt. Gennem årene har man her kunnet møde store internationale navne som Diane Arbus, Duane Michals, Martin Parr, Jo Ann Callis og Weegee, før de overhovedet var kendte i Danmark, og mange i dag internationalt anerkendte danske kunstnere har haft deres debut i Image. I 1981 viste galleriet således en ung dansk Per Bak Jensen, som året før var blevet optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi som den første, der blev optaget udelukkende med fotografi. Galleriet har også arrangeret et hav af seminarer gennem årene for at højne opmærksomheden og forståelsen for fotografi herhjemme, og de har arrangeret turnerende udstillinger, der blandt andet har været vist i Indien, Kina og Korea. I de senere år har de udvidet den helt snævre opfattelse af fotografi og viser også video- og installationskunst. Beate Cegielska har været med i gruppen omkring galleriet i mere end tyve år, i mange år som frivillig, men de sidste otte år har hun været fastansat som daglig leder på fuldtid. Århus Kommune finansierer hendes løn og lidt til og udlåner lokalerne gratis, resten af økonomien skabes til veje gennem en konstant jagt på fondsmidler. Men bag hende er der en gruppe på omkring tyve personer, mange af dem fotografer eller kunsthistoriestuderende, som hjælper med alt det praktiske, samt en bestyrelse og et udstillingsudvalg, der vælger de syv til ni årlige udstillinger. I udstillingsudvalget sidder erfarne, aner- kendte fotografer som Astrid Kruse Jensen og Adam Jeppesen, men ellers er det især gennem Beate Cegielskas mange rejser til udenlandske messer, seminarer og fotofestivaler og det meget store netværk, hun har opbygget, at udstillingsnavnene findes. »Galleri Image var internationalt, før man begyndte at tale Det var Galleri Image, der for første gang viste forfatteren Allen Ginsbergs egne fotografier, som ofte bestod af intime portrætter af Ginsberg selv eller hans mandlige elskere. Her et selvportræt fra 1985. om globalisering,« fortæller Beate Cegielska til Weekendavisen. »Dengang vi åbnede, var det nemt at få de store navne som Diane Arbus og Duane Michals, fordi ingen museer ville vise dem. Det handlede og handler stadig meget om netværk. Den spanske fotograf Joan Fontcuberta havde en af sine første udstillinger hos os i 1982, og vi var også de første overhovedet til at vise forfatteren Allen Ginsbergs fotografier. Den ameri- kanskfødte fotograf Saul Shapiro, der var en af kræfterne bag Image, tog et portræt af Ginsberg engang i 1970erne, da han besøgte Danmark, og der fandt han ud af, at Ginsberg selv fotograferede og skrev små tekster til billederne. Senere tog Sauls kone over og besøgte Ginsberg i New York og fik lov at vælge ud til en udstilling i galleriet. Ginsberg havde aldrig ud- stillet dem før, men efter vores udstilling er de blevet udgivet i katalogform og vist over hele verden. Gennem årene har vi kunnet vise så mange store navne, fordi man kender hinanden i det internationale fotografinetværk, hvor der også er flere idealister end i den øvrige kunstverden. Image har hjulpet mange kunstnere tidligt i deres karriere, og den slags husker kunstnerne. Første gang Adam Jeppesen, som i dag sidder i udstillingsudvalget, så stedet, var han helt skuffet over, at det var så lille, han havde forestillet sig et palads.« Der er ingen tvivl om, at Galleri Image har spillet en enorm rolle for introduktionen af fotografi som kunst i Danmark. I de første mange år var det vigtigste at vise godt fotografi. På spørgsmålet om, hvordan det ser ud her i 2012, svarer Beate Cegielska: »I dag produceres der enormt meget fotografi i ver- den, så vores vigtigste rolle er at vælge ud og finde det unikke. Vi skal også hele tiden flytte os og være åbne for det unge og nye. Og så mangler der stadig viden om fotografi herhjemme sådan helt generelt.« Jubilæumsudstillingen åbner i dag kl. 16 med en »Performativ Tale« af forfatter og kunstner Tomas Lagermand Lundme. Derefter laver den koreanske kunstner Kyungwoo Chun, der har udstillet flere gange i Galleri Image, en særlig jubilæumsperfor- mance med deltagelse af galleriets ferniseringsgæster. 4. september kl. 19 afholdes et seminar om samlinger med deltagelse af den spanske kunstner Joan Fontcuberta, Jens Erdman Rasmussen fra Det Nationale Fotomuseum og Lasse Krog Møller. Læs mere på www.galleriimage.dk
Mette Sandbye: "Tillykke til Skandinaviens ældste fotogalleri"
tillykke-weekendavisen
Nej
Information, 21. januar 2008 

På det unikke århusianske Galleri Image er januar måned dedikeret til at se rødt. Med så enkle midler som sin egen blitzoplyste pegefinger udfordrer Hans E. Madsen spørgsmålet om fotografiets sandhed og kunstnerens aftryk i billedet. Samtidig cementerer udstillingen galleriets status som et af Skandinaviens vigtigste fora for fotografer, fotoentusiaster og fototeoretikere
På de hvide vægge i Galleri Images kælderlokaler hænger store, lækkert indrammede fotografier, hvis eneste umiddelbare fællestræk er farven rød: Rislende rødt vand i en rød håndvask, et blafrende rødt blad over Tokyos tæt bebyggede centrum og spacy røde sten ved bredden af de københavnske søer. Indimellem afslører fotografen kilden til den røde farve, som når en glødende sol ved nærmere øjesyn træder frem som neglen på fotografens finger. Og ikke mindst lader en højstemt katalogtekst publikum vide, at udstillingstitlen Rød finger er en konkret motivisk henvisning.

På en rejse til Japan opdagede fotografen og installationskunstneren Hans E. Madsen ved en tilfældighed, at han ved at sætte fingeren foran kameraets flash kunne bade sine motiver i et lysende, blodrødt skær, og det er denne, i grunden simple, effekt, der har været udgangspunktet for udstillingen på Galleri Image.

Den røde finger tilfører sine motiver et passioneret skær af 'noget andet', der i visse af værkerne forekommer endog meget kropsligt, og det står klart, at der langt fra er tale om en rent æstetisk gimmick. Tværtimod peger Hans E. Madsen med sin røde finger på centrale fototeoretiske diskussioner.

Fotografens nærvær
Giver det mening at opfatte det fotografiske medium som et nøgternt dokumenterende sandhedsvidne? Eller vil fotografen bag i overført betydning altid være til stede i et givent fotografi? Spørgsmål som disse optog kun i ringe grad fotografihistoriens første udøvere, til trods for, at deres veltilrettelagte landskabsvuer og stive portrætter af såvel praktiske som æstetiske hensyn blev udført i en, med nutidens øjne, påfaldende mangel på spontaneitet. Til gengæld har diskussionen om fotografisk objektivitet glødet blandt såvel fotograferne som deres kritikere gennem hele Galleri Images 30-årige levetid.

Hans E. Madsen gør med sin gennemlyste pegefinger åbenlyst opmærksom på sin egen tilstedeværelse i billederne. Hvad enten motivet er en havudsigt eller en håndvask har fotografen bogstavelig talt sat sin finger på det - en pointe, der navnligt trænger sig på i de værker, hvor den gennemlyste finger ved brug af reflekterende materialer træder detaljeret frem.

Rød finger er dermed en udstilling, der i bedste forstand er nørdet: Her er afgjort noget at hente for et publikum med forhåndskendskab til fotomediets teknikker og teoretiske problemstillinger. Men med sine værkers allestedsnærværende og pirrende sanselighed undgår Hans E. Madsen akkurat at gøre Rød finger til en lukket fest.

Fotokunst i tre årtier
Den udfordring, der ligger i at gøre det snævre og specialiserede vedkommende for et bredere publikum, er i høj grad velkendt for den fortrinsvis frivillige stab bag Galleri Image. Galleriet har siden 1977 promoveret den fotografiske kunst på forskellige lokaliteter i hjertet af Århus, og drivkraften har fra starten været et ønske om at udbrede og anerkende det fotografiske medium som en kunstform med samme berettigelse som tegning, maleri og skulptur. Galleri Image må siges at have ydet en pionerindsats på dette område. Ved sin indvielse var Image det eneste galleri for fotokunst i Skandinavien, og væsentlige institutioner som Museum for Fotokunst i Odense og Fotografisk Center i København eksisterede endnu ikke. Gennem en årrække havde Galleri Image derfor stort set nationalt monopol på at udstille store udenlandske navne som Diane Arbus og Martin Parr, ligesom galleriet fra starten har været udklækningssted for en række hjemlige talenter. Blandt disse kan tælles Nicolai Howalt, Astrid Kruse Jensen og ikke mindst Per Bak Jensen, hvis poetiske og gådefulde Genkomst-udstilling kunne opleves på ARoS i efteråret 2006 - 25 år efter hans debut hos Galleri Image.

Fotografisk festskrift
Endelig har en række aktiviteter omkring galleriet bidraget yderligere til at sætte fotografiet på dagsordenen. Fra første færd har man afholdt debatarrangementer og seminarer, og ikke mindst har man dokumenteret indsatsen med et hav af katalogudgivelser. Da galleriet i efteråret kunne fejre sit 30 års jubilæum faldt det derfor naturligt at markere begivenheden med en bogudgivelse. Under fællestitlen Øjne på stilke - 5 betragtninger om samtidsfotografi fortælles dele af såvel fotografiets som galleriets historie, dels af den til lejligheden inviterede amerikanske journalist, forfatter og web-redaktør A. D. Coleman, dels af folk, der i tidens løb har haft tilknytning til galleriet.

I Øjne på stilke optræder stort og småt mellem hinanden. Som læser ledes man direkte fra Colemans beskrivelse af en fotografihistorisk udvikling med afsæt i slut-60'ernes New York, hvor fotokunst var at regne for en subkultur på samme måde, som det var tilfældet i Danmark i årene omkring Galleri Images stiftelse, og med et muligt slutpunkt i den globaliserede verdens strøm af billedudvekslinger - og til kunsthistorikerne Rune Gades og Louise Wolthers personlige betragtninger over udvalgte fotografier og udstillinger. Endelig bidrager Søren Pold, der er lektor i digital æstetik og tidligere medlem af galleriets bestyrelse, med en række betragtninger over digital kunst, og jubilæumsudgivelsen bliver dermed en rejse gennem fotografiets fortid, nutid og fremtid. En rejse, der ikke først og fremmest hylder galleriet - men først og fremmest og helt i tråd med Galleri Images erklærede målsætning: fotografiet.

Hans E. Madsens: Rød finger. Galleri Image. Til den 27. jan. 2008.

Jubilæumsudgivelsen 'Øjne på stilke - 5 betragtninger om samtidsfotografi' kan købes samme sted
Kamma Overgaard Hansen: "Med en rød finger på pulsen"
Ja
Weekendavisen, september 2005

Galleri Image er landets ældste galleri dedikeret til fotografi. Det er ældre end både Museet for Fotokunst i Odense, Det Nationale Fotomuseum og Fotografisk Center i København og det nu hedengangne Fotografisk Galleri i København. I mere end 25 år har det været en betydelig støttepille for udviklingen, formidlingen og anerkendelsen af fotografi som en vigtig og ligeværdig kunstform herhjemme. Og når man tænker på, at galleriet altid har været drevet af frivillige, er det temmelig enestående, at det har overlevet siden 1977. Det blev startet af en håndfuld entusiaster, mest fotografer, og nogle af dem er stadig med. Gennem tiden har stedet dog opnået fast driftstøtte fra Århus Kommune, og inden for de senere år har man fået råd til at ansætte en daglig leder, Beate Cegielska, som før sin ansættelse havde arbejdet ulønnet for stedet i mange år. Galleriet har ligget i Mejlgade, Graven og Toldbodgade, men siden 2002 har de haft til huse i et større kælderlokale i Vestergade, et stenkast fra Århus Kunstbygning, ARoS og fra flere af byens bedste gallerier og caféer.

Helt fra begyndelsen satsede man på at vise bredden i fotografiet fra dokumentarisme til iscenesat og konceptfotografi, danske såvel som internationale navne, og en blanding af kendte og debutanter. Ser man tilbage på et år som 1981 viste de inden for samme år det nyligt afdøde amerikanske kæmpenavn Imogen Cunningham og den unge Per Bak Jensen, der netop var blevet optaget på Kunstakademiet. Image har gennem årene vist helt store navne som Martin Parr, Duane Michals, Diane Arbus, Christer Strömholm og Martin Parr. Inden for bare de sidste par år har man kunnet møde nyskabende og internationalt berømmede finske navne som Aino Kannisto og Timo Keleranta, danske fotografer som Joakim Eskildsen, Nicolai Howalt, Astrid Kruse Jensen og Pia Arke, græske, japanske, canadiske, spanske fotografer, og galleriet har stået for store satsninger som "From China" med kinesisk samtidsfotografi i Århus Festuge 2003 og året efter udstillingen "Interference" med schweizisk samtidsfotografi. Når den står på de helt store gruppeudstillinger samarbejder Galleri Image med andre udstillingssteder såsom Århus Kunstbygning. Galleriet betragter sig selv som en aktiv medspiller i det århusianske kunstmiljø, og derfor bidrager de altid i en eller anden forstand til Århus Festuge.

Så selvom den daglige leder er ansat, fungerer galleriet stadig som en demokratisk forening med en bestyrelse og et udstillingsudvalg, der i øjeblikket tæller anerkendte samtidskunstnere som Søren Lose, Hanne Nielsen og Jesper Rasmussen samt unge kunsthistorikere med faglig indsigt i samtidskunsten. Da galleriet åbnede og op gennem 80'erne skete der meget lidt på fotografiets område herhjemme, så der udfyldte galleriet virkelig sin mission. Også fordi de hele vejen igennem har arrangeret debataftener og seminarer, hvor alle sider af fotografiet er blevet diskuteret. I dag, hvor fotografi er blevet en fast bestanddel af både museernes gruppeudstillinger og de kommercielle kunstgalleriers program, forsøger de at opbløde mediegrænserne ved også at vise installationer, video og kunst i digitale medier. Og man må samtidig erkende, at det stadigvæk er sværere for en fotograf end en maler at få foden inden for på et anerkendt kunstgalleri, så her har galleriet også en vigtig rolle at spille.

Udstillingerne ledsages næsten altid af en eller anden form for katalog, hvilket er vigtigt både for kunstneren, publikum og for historieskrivningen. Fordi de har været så mange år på banen, og fordi den kunstneriske profil altid har været stærk, og galleriet professionelt drevet, trods det frivillige bagland, som i sagens natur kan være svingende både i antal og i visioner for stedet, så har galleriet i dag en stærk position, ikke mindst i udlandet, og den daglige leder Beate Cegielska bliver ofte inviteret til at deltage i de store udenlandske festivaler som gæst og "portfolio reviewer". Det betyder, at en håndfuld museumsfolk, kritikere og gallerister står til rådighed for at kommentere og vurdere de fremmødte fotografers billeder. Det var under en sådan seance, at Beate mødte den unge engelske fotograf Michelle Lord, blev betaget af hendes meget egenartede og eventyrlige billedunivers og inviterede hende til at være Images bidrag til Århus Festuges HCA- og eventyrtema "Mit livs eventyr".

Michelle Lords (f. 1971) billeder på udstillingen er alle iscenesættelser af en kvinde i hvid natkjole, som opholder sig i et soveværelse i victoriansk eller ældre indretning. Men det specielle er, at rummet er en model, og at seng, stole, gardiner, lysestager, puder og natpotte alt sammen er bygget i ministørrelse 1:6 af pap, gips og træ. Den levende kvindefigur, spillet af fotografen selv, er senere sandwichkopieret ind i sceneriet, ikke med digital men med manuel, gammeldags teknik. Hvor man for ti år siden og længere tilbage så massevis af manieret, iscenesat farvefotografi, hører den slags til sjældenhederne i dag, og alene af den grund er udstillingen forfriskende. Michelle Lord har skrevet et tekstligt forlæg for eventyret, som vi dog ikke ser på udstillingen men selv må fantasere os til. Men man fornemmer en narrativ opbygning omkring kvinden, der vågner i sit tungt og mørkt møblerede, klaustrofobiske klunkestilssoveværelse (fyldt med fortrængninger som den slags jo er!), måske drømmer hun stadig, men i al fald hvirvles hun rundt i rummet, sengen gynger, heksene - der muligvis er spillet af kvinden selv - vælter ud af skabet og tilslut ender det i en overdreven, nærmest kitchet apoteose. Eller det er vel snarere en nedstigning til underverdenen, med grumme hekse med lysende øjne og den hvidklædte skønjomfru, som overgiver sig til eller forenes med den onde og mørke side af sig selv, under den jungianske billedtitel "Anima". Harry Potter koblet til Alice i Eventyrland og en portion af CS Lewis' Narniaunivers, tænker jeg på. Billederne er meget teatralske, universet gotisk, men efter min smag truer denne teatralske fotografinovelle med at blive lovligt kulørt.
Men udstillingen indtræder fint i den store eventyrlige helhed under Århus Festuge. Og den er et underholdende og nytænkende bud på, hvad man i dag kan bruge det iscenesatte fotografi til. I det hele taget har bredden altid været vigtig for Image. Derfor kalder de sig også i dag for et "forum for fotografi og relaterede medier".

Galleri Image. Michelle Lord: Four Corners. Vestergade 29, Århus. Til 25. september. Tir.-søn. 13-17.

Artiklen indgår i en række portrætter af danske udstillingssteder med en særlig og nytænkende profil.
Mette Sandbye: "Fototeater - Festugemedspiller"
Ja

Katalogtekst til Images 25 års fødselsdag, 2002.

10. april 1977 blev foreningen Image - Center for Fotografi dannet. Den stiftende generalforsamling blev afholdt på Tunø  hos fiskerparret Ina g Peter, i hvis hus vi havde indlogeret os. De selv flyttede ud i køkkenet og i et baglokale. Stedet var eminent og på en måde også et paradoks, idet den stiftende handling skete under Peter og Inas sofastykke - et fotografi i stor forstørrelse af deres datter som barn optaget og arrange ret i en så intens komposition, at det straks førte ens tanker henpå W. Eugen Smiths fotografi fra 1946  "On the walk to Paradise".

Begge var billeder, der dels indehold den fotografiske essens og barnets sind og det at drage ud i lyset for at opdage det nye og ukendte. Image blev med andre ord ikke stiftet i ånden af "Hjorten og Skovsøen" som sofastykke. Så dette måtte være den optimale ramme for at føre den ide ud i livet,som opstod pådet kursus i "FOTOGRAFI SOM KUNST" som blev holdt af den amerikanske fotograf Fred Licht i løbet af vinteren 1976-77. På dette kursus var billedet, kunstneren i billedet, skabelsesprocessen og fotografiets placering i forhold til de øvrige kunstneriske udsagn det det essentielle. Teknik var nødvendig og dermed basta.
Med dette kursus og dets indhold blev ideen om at skabe et sted til udbredelsen af fotografien som en egentlig kunstart på højde med de andre mere og mere uundgåelig. Resultatet af mødet hos Ina og Peter blev at foreningen Image blev en realitet og at den første udstilling blev åbnet i et nyindrettede fotografisk galleri i Mejlgade 16 i Aarhus.
      
Carsten langkilde / Samsø 2002
Carsten Langkilde: "Ud af mørket"
tunoe-1977
Ja