Nyheder

Soil Studies - New Danish Photography of Nature

Galleri Image er inviteret til at bringe fem danske kunstfotografer med udstillingen Soil Studies - New Danish Photography of Nature til Kina. 
 
De udvalgte kunstnere er Lotte Fløe Christensen, Ditte Knus Tønnesen, Inuuteq Storch, Veronika Geiger og Kirstine Autzen.
 

I udstillingen Soil Studies – New Danish Photography of Nature arbejder de fem fotografiske kunstnere på hver deres måde med temaet JORD: Hvordan kan vi knytte os til jorden omkring os, der fortæller om vores identitet? Og hvordan passer vi på den værdi, jorden repræsenterer for os? Kunstværkerne vil fortælle om både kulturelle, videnskabelige og emotionelle betydninger af den jord, vi dagligt forholder os til – jorden under vores fødder.  

Udstillingen er en anledning til at tage de første skridt i retning af at skabe flere klimavenlige tiltag. Det vil vi sikre igennem research på produktionsmetoder af fotografiske værker, gennem dialog med festivalpartnere og ved at tage bevidste valg i forhold til transport, indramning og rejse. Målet er at øge egen bevidsthed og fremadrettet at blive i stand til at lave langsigtede bæredygtighedsstrategier for Galleri Image aktiviteter i Aarhus og internationalt. 

Leder af Galleri Image Beate Cegielska og Kirstine Autzen er kuratorer for udstillingen Soil Studies – New Danish Photography of Nature.   

Efterfølgende festivalen vil kunstfotograferne og deres værker deltage som en turnerende udstilling i Kina i 2021 til byerne Beijing og Chengdu. I Beijing vil udstillingen blive vist i Danish Cultural Center (DCC), som promoverer kulturelle udvekslinger mellem Danmark og Kina. 

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og S.C. Van Fonden.

Foto til højre: Field Work af Veronika Geiger, 2019