Cosmic Riddles

Omdrejningspunktet for udstillingen COSMIC RIDDLES (kosmiske gåder) af den danske kunstner Jakob Jensen er, hvordan mennesket til stadighed forsøger at løse universets gåder på kunstnerisk, viden-skabelig såvel som filosofisk vis. Gennem fotografi undersøger han lyset som skulpturelt fænomen.
Udstillingsperiode:
18-11-2011 - 19-12-2011
Medie:
Fotografi, tekst, billeder og skulptur
Titel:
Cosmic Riddles
Kunstner:
JAKOB JENSEN
Til alle tider har mennesket haft et sælsomt forhold til universet og dets mange gåder. Tid, lys og rum har været genstand for alverdens undersøgelser. Men hvordan påvirker vores perception og oplevelse af lyset vores erindringer og forestillinger om det? Og omvendt, hvordan påvirker vores erindringer, oplevelsen af det vi ser? Omdrejningspunktet for udstillingen COSMIC RIDDLES (kosmiske gåder) af den danske kunstner Jakob Jensen er, hvordan mennesket til stadighed forsøger at løse universets gåder på kunstnerisk, viden-skabelig såvel som filosofisk vis. Gennem fotografi undersøger han lyset som skulpturelt fænomen og kommenterer i en enkel kunstnerisk form lysets rejse igennem det såkaldte tomme rum. Værket LYS STOF RØR (2011) forholder sig specifikt til relationen mellem rum og energi: fotografisk folie er viklet omkring lysstofrør, som lyskasser med fotomotiv. I et ellers tomt rum danner de små separate universer med hver deres energikilde i sit centrum.
I udstillingen forener Jakob Jensen kunst og videnskab ved at udforske måden, hvorpå vi mennesker aflæser og forstår universet visuelt gennem vore egne sanser og med hjælp fra apparater. Det specielle ved at se ud i rummet, både med og uden teleskop er, at vi kan se uendelig mange lyspletter, men har svært ved at skelne dem fra hinanden. Er det en stjerne, en planet eller en galakse? Eftersom lyset er på en gevaldig rejse, forskubbes vores oplevelse af fænomenet i tid og rum, hvorfor den pågældende stjerne eller himmelfænomen sandsynligvis ikke eksisterer mere i samme form, som i netop det øjeblik vi ser det. Det er nu et lysaftryk af fortiden, måske millioner eller milliarder år gammelt.
COSMIC RIDDLES er i sin forening af fotografi, tekst, billeder og skulptur en installation, som inddarger publikum i kunstnerens rumlige og materialemæssige udforskning, der dog også henviser til udtryks-mæssige traditioner. På en meget bevidst måde forbinder værkerne højtflyvende forestillinger om det abstrakte univers med mere jordnære billeder som en bondegård, en spand og et lysstofrør.
Jakob Jensen benytter sig derfor også af mange forskellige fotografiske metoder og teknikker, for som han siger, så vælger idéernes karakter materialerne. Eksempelvis gør han brug af dybdeskarphed på en sådan måde, at en stor del af billedets motiv sløres i diffus tåge. Her er ikke alene fotografiets tro-værdighed på spil, men også tilliden til vores syn, som registrerer verden.

Partikelfysikeren Francesco Sannino (leder af CP3-Origins, Syddansk Universitet) har forfattet udstil-lingens tekst. Heri understreger han, at det at beskæftige sig med universet er som at beskæftige sig med en helt anden verden.

Jakob Jensen (f. 1970) har studeret på Muthesius Kunsthochschule i Kiel, Tyskland og har i dag base i Berlin. Han tilbringer dog meget tid på sin gård på Vestsjælland. Vekselvirkningen mellem land og by skaber den rette balance mellem fordybelse og kunstnerisk udfordring. Foruden soloudstillinger har Jakob Jensen deltaget i gruppeudstillinger i både ind- og udland. For mere info: www.jakobjensen.net.

Fernisering: fredag d. 18. november 16.00-18.00
Kunstneren vil være til stede.

Artist Talk: lørdag d. 19. november kl. 14