Sticks and Stones

Den danske kunstner Lotte Fløe Christensen rejste i 2009 til de canadiske skove for at fotografere og herigennem undersøge hvorvidt, der kan sættes lighedstegn mellem den uendelige vildmark og følelsen af frihed.
Udstillingsperiode:
27-05-2011 - 26-06-2011
Medie:
Fotografi
Titel:
Sticks and Stones
Kunstner:
LOTTE FLØE CHRISTENSEN
Den danske kunstner Lotte Fløe Christensen rejste i 2009 til de canadiske skove for at fotografere og herigennem undersøge hvorvidt, der kan sættes lighedstegn mellem den uendelige vildmark og følelsen af frihed. Følelsen af frihed udeblev dog, og mødet med den storladne natur efterlod snarere kunstneren med en følelse af skrøbelighed og af ikke at kunne begribe sin position i omgivelserne. Denne særlige naturoplevelse sammen med undersøgelser af haveterapi og et nærstudie af naturens enkelte dele har for Lotte Fløe Christensen fungeret som en inspirator og katalysator for forskellige visuelle undersøgelser, der har ledt til brug af både tegning, skulptur og fotografi.
I udstillingen STICKS AND STONES arbejder Lotte Fløe Christensen konceptuelt med landskabet som en kontrast til mennesket i såvel fysisk som mentalt forstand. Hun føjer nye dimensioner til vor forståelse for og indsigt i naturen som begreb og fænomen samtidig med, at hun udfordrer den gængse forestilling om naturen som en oprindelig og harmonisk størrelse. Med ligefremhed og et til tider umiddelbart naivt gå-på-mod forsøger kunstneren at indfange og begribe sine omgivelser ved hjælp af forskellige undersøgelser. Naturens enkelte dele: planter, grene, sten poserer isolerede foran linsen og giver en hurtig, umiddelbar, til tider komisk, men ikke just åbenbarende indsigt i naturen. Måske er det snarere selve undersøgelsen; dét at vi som mennesker så gerne vil forstå, der er i fokus.
STICKS AND STONES er en eksistentialistisk beretning om mødet mellem mennesket og omverdenen, i spændingsfeltet mellem psykologi og naturvidenskab. For hvorledes positionerer man sig som individ i den store sammenhæng? Inviterer den helt store natur til selvfortabelse og forsoning med verden? Og indeholder naturen et helende potentiale med sine fascinerende strukturer og blændende smukke billeder? STICKS AND STONES vil bidrage til diskussionen om vore naturforestillinger og til vor omgang med 'det naturlige'.

Lotte Fløe Christensen (f. 1979) er uddannet fra Glasgow School of Art i Scotland og University of Art and Design i Finland, og har udstillet i både ind- og udland. I forbindelse med udstillingen produceres bogen LANDET i samarbejde med Lea Fløe Christensen.

Fernisering: fredag d. 27. maj kl. 16.00-18.00
Artist Talk: lørdag d. 28. maj kl. 14.00