Galleri Image
 
menu
månedens udstilling
sidste nyt
ansøgning / application

 

Galleri Image kan med glæde præsentere:

Daniel Barroca:

"The Covered, Erased or Destroyed Films"

19. marts - 18. april 2010

in english

Med sin udstilling bestående af fotografiske prints, diasprojektioner og video tematiserer den portugisiske kunstner, Daniel Barroca, erindringens afveje: På tilfældige loppemarkeder og i antikvariaters gemmer, finder og indsamler han anonymt, fotografisk materiale. Disse 'genbrugsbilleder' afdækker en række ukendte menneskers efterladte spor. De står som kasserede og glemte aftryk i en nutid, hvor de ikke hører hjemme. Ved at trække billederne ud af deres hidtidige sammenhæng, løsrives de fra deres indlejring i enhver social, hierarkisk og politisk kontekst. Hermed indføres de gamle billeder i en tilstand af åbning: I deres fravær af determineret mening og løsrevet deres historiske ophav. Denne dislokering af billederne forrykker værkerne til en ny og ukendt verden. En verden, de har for sig selv, og hvor det er overladt til beskueren at udfylde de narrative brud og huller, så der kan dannes en helstøbt, nutidig fortælling.

Med "The Covered, Erased or Destroyed Films" præsenterer Barroca sin kunstneriske bearbejdning af et omfattende, fotografisk materialearkiv, indsamlet gennem en årrække. Ved at transformere fundne amatørfilmoptagelser og familiefotos uden datering til digitale videoværker og lysbilleder og påføre billederne stænk af blæk, skaber Barroca et nydannet, innovativt billedsprog. Desuden tillægges de stumme værker en underlyd af vindens susen.

Ved at overtegne de afbildede personer med blæk, så de delvist forsvinder, udviskes også billedets umiddelbare betydning. Og bagved disse tilslørede skikkelser synes en ny, underlagt betydning at give sig til kende: Det ubekendte indtræder, når hukommelsens billedgalleri udsættes for manipulation og anskues fra nye vinkler.

Med selve indsamlingsprocessen fremlægges en "dokumentation" over fotografiets status. Der kastes lys på den omfattende cirkulation af billedmateriale, som fulgte i kølvandet på fotomediets demokratisering og stigende udbredelse. Ved at indsamle fragmenter fra en svunden tid, indkapsles det tabte i en ny kontekst.

Med denne udstilling skaber Daniel Barroca en række fragmenterede fortællinger af efterladte erindringsbilleder, som gives nyt liv og individuelle særpræg, når han transformerer dem til nye værker. I en visuelt legende og eksperimenterende tilgang personaliserer udstillingen således i en vis forstand det anonymes ansigt.

Daniel Barroca er født i 1976 i Lissabon, Portugal. Han afsluttede sine kunststudier i 2001 fra Skolen for Kunst og Design i Caldas da Rainha. Barroca lægger navn til en række solo- og gruppeudstillinger rundt omkring i verden, og med "The Covered, Erased or Destroyed Films" vises hans arbejder for første gang i Danmark - i en installation skabt specifikt til Galleri Image. For tiden udlever Barocca sin kunstneriske praksis på Rijksakademie van Beeldende Kunsten i Amsterdam, hvor han er blevet tildelt et residency.


Velkommen til fernisering fredag d.19. marts kl. 16-18

Hans Excellence Portugals Ambassadør, João Pedro da Silveira Carvalho, og Daniel Barroca vil være til stede ved åbningen.

Udstillingen er støttet af Den Portugisiske Ambassade i Danmark og Instituto Camões

MINI-SEMINAR OM "SAMLINGER" lørdag d. 20. marts kl. 14
Med Artist Talk af Daniel Barroca samt oplæg af Louise Wolthers.

Med udgangspunkt i Daniel Barroca's kunstneriske bearbejdning af filmstumper og billedarkiver vil kurator og forsker Louise Wolthers præsentere nogle af de strategier, som samtidskunsten benytter i konstruktionen af alternative historier. Især inden for de seneste fem år har man talt om en 'arkivisk vending' i kunsten. Dette begreb vil blive diskuteret og eksemplificeret med en række værker, der kan gå i dialog med Barroca's udstilling.

Alle er hjerteligt velkomne.

Galleri Image
Vestergade 29
8000 Århus C
tlf: 86202429
info@galleriimage.dk
www.galleriimage.dk