Galleri Image
 
omtale
samlingen
salg af kataloger
ansøgning / application
 

 

Galleri Image har fornøjelsen at præsentere udstillingen:

Mette Bersang

”Untitled Interiors”

8. januar til 7. februar 2010

in english

Udstillingen “Untitled Interiors” består af 15 fotografier og en installation. Motiverne i fotografierne er minimalistiske interiørs, hvor solens aftegninger ses på væggen. I projektet er fokus på sollyset og hvad det betyder for det fotografiske billede. Sollyset bruges til at lave et snit i fotografiets overflade og der ses en leg med tanken om at solens lys kan lave et snit i væggen. Mette Bersang arbejder med anonyme interiørs, men ved hendes brug af lyset får de et sanseligt og særligt præg. Hun sætter herved fokus på rummet i billederne. Mette Bersang er i sine fotografier inspireret af skulptøren og maleren Lucio Fontana (1899-1968), der især er kendt for sine værker med snit og huller i lærredet. Hun laver med henvisning til Fontana snit og huller i sine værker ved brug af solens stråler og ved overeksponeringer. I Mette Bersangs billeder ses en undersøgelse af det fotografiske mediums muligheder og et ønske om at bryde fotografiets overflade og lave et fotografisk hul i væggen. Billederne befinder sig ofte på grænsen til ren abstraktion, men ved at indeholde hverdagsobjekter som bordkanter og stolerygge bibeholdes en reference til et hverdagsrum. Hun forholder sig således til det fotografiske medies karakteristika og historiske tradition om at have en særlig forbindelse og reference til virkeligheden. Mette Bersang bruger derved fotografiet på dets egne præmisser og kradser i virkelighedens overflade og påpeger muligheden for et andet rum i verden.

Mette Bersang (f.1977) har en bachelorgrad i fotografi fra The Arts University College at Bournemouth i England og er cand.mag i visuel kultur fra Københavns Universitet. Hun har en række gruppeudstillinger bag sig både i Danmark og i udlandet. Hendes værker er repræsenteret i flere samlinger. Udstillingen på Galleri Image er Mette Bersangs første soloudstilling. Mette Bersang er medstifter og redaktør på tidsskriftet “Filter - for fotografi.”

Udstillingen er støttet af Statens Kunstråd.

For mere info om kunstneren se www.mette-bersang.dk

Velkommen til fernisering fredag den 8. januar kl. 16-18 i Galleri Image

Lørdag den 9. januar kl. 14.00 afholdes et miniseminar, hvor Mette Bersang vil fortælle om sit arbejde. Sabine Nielsen, der er ekstern lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet, vil holde et oplæg om “det fotografiske rum.” Sabine Nielsen er aktuel med bogen “Det fotografiske rum.”

Arrangementet er på Galleri Image og alle er velkomne.

Åbningstider: Tirsdag til søndag kl. 13.00-17.00

Galleri Image
Vestergade 29
8000 Århus C
tel/fax: 8620 2429
mail: info@galleriimage.dk
web: www.galleriimage.dk