Galleri Image
kan med glæde præsentere:
Lucia Ganieva (Holland/Rusland)
Timeless Stories
23. april - 23. maj 2010

in english
I et smukt,
gammelt hus beliggende i en lille oase af blomster og krat midt
i Skt. Petersborg, har den russiske fotograf, Lucia Ganieva portrætteret
25 personer. Fælles for den prægtige bygnings logerende
er, at de omkring 80 ældre beboere alle udlever deres otium
efter et langt liv inden for teaterverdenen. I sine fotografier
søger Ganieva at indfange stemningsglimt af den nu falmede
storhed, som gemmer sig i husets kringelkroge og gamle mennesker.
Balletdanserinder, skuespillerinder,
operasangere og artister bliver foreviget i Ganievas intense,
todelte fotografier, som fremstiller de pensionerede kvinder og
mænd i deres fortidige storhed og berømmelse: Stolte
og usårbare stråler skikkelserne i spektakulære
omgivelser, der indkredser husets sjæl og historie. Billederne
er sammensat med gengivelser af personlige atributter og ting
fra det enkelte menneskes liv: breve, fotografier, tegninger,
malerier og diplomer, som har spillet en særlig rolle i
en nu forgangen tid.
Billedserien udgør en del
af udstillingen "Timeless Stories", der med i alt 22
værker forener to forskellige portrætserier, som begge
er centreret omkring en række personer afbildet i deres
eget miljø. Fra den anden serie finder vi russiske landsbyfamilier,
næsten fyrsteligt affotograferet på deres gamle motorcykler
foran deres hjem. Hermed tilnærmer Ganieva sig det enkelte
menneske i en dialog med dets personlige rum. I mødet mellem
menneske og fortid, mellem individ og natur aftegnes en række
portrætter, hvis visuelle styrke hviler i de skarpe kontraster
og uhøjtidelige interiørs.
Ganievas billeder bærer præg
af en humanitisk tilgang i skildringen af mennesket: Uanset deres
baggrund poserer de alle stolt og gengives respektfuldt af fotografen.
Med indlevelse, medfølelse og et undersøgende blik,
der fanger detaljen, fremsætter hun en hyldest til hver
enkelt person og dennes fortælling. Og da Ganievas hjerte
stadig banker for sit hjemland, skabes hovedparten af hendes værker
i Rusland - med portrætter af det russiske folk, deres kultur
og historie. Landets tunge fortid, fra Zar-riget og frem til kapitalismens
fortrængning af de røde bannere, ligger som en merfortælling
bag personernes fremtoning. Og bibringer portrætterne en
tidslig dybde.
Lucia Ganieva (f.1967) stammer oprindeligt
fra Rusland, men har gennem de sidste mange år boet i Holland.
Hun er uddannet fra Foto Academie i Amsterdam, og har igennem
sin karriere modtaget en række ærespriser. Ganieva
har bl.a. udstillet i Holland, Frankrig, Finland, USA og Rusland.
Med "Timeless Stories" har Galleri Image fornøjelsen
af at præsentere Ganievas udstilling for første gang
på dansk grund.
I forbindelse med udstillingen udgiver
Galleri Image et katalog.
Velkommen til fernisering fredag
d. 23. april kl. 16-18 i Galleri Image
Irina Tchmyreva vil åbne udstillingen, hvor også Lucia
Ganieva vil være til stede.
MINI-SEMINAR OM PORTRÆTFOTOGRAFIET
lørdag d. 24. april kl. 14.00
Med Artist Talk af Lucia Ganieva samt oplæg om portrætfotografi
ved kurator og Ph.D. Irina Tchmyreva (Moskva)
Alle er hjerteligt velkomne.
Udstillingen er støttet af
Kulturudviklingspuljen, Århus Kommune og Statens Kunstråds
Internationale Billedkunstudvalg.
Galleri Image
Vestergade 29
8000 Århus C
tlf: 86202429
info@galleriimage.dk
www.galleriimage.dk