Galleri Image har fornøjelsen
at præsentere udstillingen:
Amy Stein, USA
"Domesticated"
15. maj - 28. juni 2009

in english >>
I serien Domesticated
udforsker Amy Stein vores nye naturhistorie med en oprigtig undren
og bekymring for forholdet mellem menneskene i den såkaldte
civiliserede kultur og dyrene i den vilde, uciviliserede natur.
Amy Stein belyser, hvordan vi bevidst isolerer os fra dyrenes
verden samt det vilde i os selv, og samtidig længes ubevidst
efter at genskabe forbindelsen til naturen. I Domesticated
indfanges de øjeblikke, hvor vi bliver trukket ud af vores
trygge komfort og tvinges til at konfrontere det vilde. Billedserien
er baseret på virkelige hændelser - både tilsigtede
og tilfældige møder mellem mennesker og dyr - som
Amy Stein rekonstruerer i opsigtsvækkende diorama-fotos
ved hjælp af skuespillere og udstoppede dyr. Dermed genkaldes
det specifikke øjeblik, hvor menneskenes og dyrenes væresteder
krydser hinanden i zoner konstrueret af mennesket som både
passage og barriere mellem det tamme, hjemlige rum og den vilde
natur. I det fysiske og psykologiske møde mellem menneskeheden
og det vilde dyr skildrer Amy Stein de primale følelser
omkring afhængighed og udryddelse, underkastelse og dominans,
bekvemmelighed og frygt. I scenerne undersøger Amy Stein
menneskets paradoksale forhold til dyrene, og hvordan vores og
deres modstridende impulser og behov fortsat forandrer både
menneskers og dyrs adfærd.
Amy Stein blev inspireret til Domesticated
efter at have mødt adskillige konservatorer. Hun blev interesseret
i det psykologiske aspekt, der ligger bag en jægers eventyrlyst
til at gå på jagt i den vilde natur, hvorefter en
konservator betales for at udstoppe og genskabe det nedlagte dyr.
Endelig hænges dyret til sidst op som trofæ i skikkelse
af en nagelfast genstand på stuevæggen. For Amy Stein
viser dette vores skizofrene forhold til den vilde natur. Mennesker
har på den ene side altid været tiltrukket af naturens
mystiske og frie verden samtidig med, at vi stræber efter
at tæmme naturen omkring os og med tvang kontrollere det
vilde i vores egen natur.
Amy Stein (f. 1970) bor og arbejder
som fotograf i New York. I 2006 vandt Amy Stein the Saatchi Gallery/Guardian
Prize for serien Domesticated. I 2007 blev hun udråbt
som en af verdens mest fremadstormende fotografer af American
Photo Magazine og vandt derudover The Critical Mass Book Award.
Amy Stein har bl.a. udstillet i Australien, Tyskland, Spanien,
England og USA, og hendes værker udstilles med Domesticated
for første gang i Danmark.
Velkommen til fernisering fredag
den 16. maj 2009 kl. 16 -18
Amy Stein vil være til stede
til ferniseringen.
Udstillingen er støttet af
Kunstrådets Internationale Billedkunstudvalg og Kulturudviklingspuljen,
Århus Kommune.
Mennesker og dyr i kunst:
Lørdag den 16. maj kl. 15 i galleriets lokaler
I forbindelse med udstillingen afholdes
et seminar med flg. program:
Artist talk med Amy Stein om projektet
Domesticated
Foredrag med Giovanni Aloi: Dyrets
død - om drab på dyr i samtidskunst
Foredrag med Mette Kia Krabbe Meyer:
Animisme i fotografiet i dansk surrealisme
Arrangementet foregår på
engelsk og alle er velkomne.
Tilmelding på mail: info@galleriimage.dk
Åben: Tirsdag søndag
kl. 13 -17.
Galleri Image
Vestergade 29
8000 Århus C
tlf: 86202429
info@galleriimage.dk
www.galleriimage.dk