Galleri Image
 
omtale
samlingen
salg af kataloger
ansøgning / application
 

 

        Pressemeddelelse                          

Galleri Image præsenterer

TOUCH MEårhus

Århus Kunstbygning og Biografen Øst for Paradis
5.august - 3.september 2006

+ Den 4. august kl. 17.00 fernisering på Århus Kunstbygning "Demorummet"
Mørksgade 13, 8000 Århus C,
Billedkunstnerne Nathalie Latham og Richard Fear vil være tilstede.

+ Premiere på Richard Fear's video "3D" (10 min) i Kunstbiografen Øst for Paradis
Paradisgade 7-9, 8000 Århus C,
d. 05.08.06 kl. 14.00 (gratis entre)

in english

TOUCH MEårhus er skabt på baggrund af et ønske om at skabe en dialog mellem aktører og udstillingssteder af videokunst i Århus. Derfor glæder det Galleri Image, at kunne præsentere to videoværker i Århus Kunstbygning og Biografen Øst for Paradis. Århus Kunstbygning viser den australsk/franske videokunstner Nathalie Lathams videoprojektion "Sleeping Angels", der har lydkomposition af Dan Parry. Sleeping Angels er et poetisk værk, der reflekterer over bynomadens og storbyens puls. Latham har filmet sovende pendlere i Tokyos undergrundssystem, der lader sig transportere gennem byen i et rum, der bevæger sig i det private byrum, individets private rum i den offentlige sfære. I Sleeping Angels bliver bynomaderne til engle, der for et kort øjeblik vender blikket indad og lader sig opsluge af ro, stilhed og væren i nuet.

Kunstbiografen Øst for Paradis, der i årtier har formået at bringe den smalle eksperimenterende biograffilm til Århus, viser den amerikanske videokunstner Richard Fears video "3D". Efter premieren vises den som forfilm i Øst for Paradis. Både Latham og Fear reflekterer over det postmoderne menneskes tilstedeværelse i det sociokulturelle rum, som byen skaber. Hos Fear kommer dette til udtryk i stødvise, ophakkede, rå video-collager, der er vævet sammen med fragmenterede ord og sætninger. For yderligere information om film, kontakt Biografen Øst for Paradis eller Galleri Image.

TOUCH MEårhus er kurateret af redaktør på Kunstportalen aarhus.nu og Cand.it i multimedier Anne Dyhr. Der udgives et katalog til TOUCH MEårhus, der kan købes i Galleri Image, Århus Kunstbygning og i Biografen Øst for Paradis.

TOUCH MEårhus skal ses som en berøring, et strejf og som en hyldest til fotografiet og optikkens flertydighed, præsenteret igennem to bevægende videoværker.

Udstillingen er støttet af Århus Kommunes Kulturudviklingspulje og Kunststyrelsen.

Med venlig hilsen Galleri Image

Kontakt:
Kurator Anne Dyhr, anne-dyhr@galleriimage.dk, tlf. nr. 26179157
Dagligleder Beate Cegielska, kontor@galleriimage.dk, tlf. nr. 86202429