Birgitta Lund

In Transit

Af Rasmus Lanken Ottesen

I Birgitta Lunds fotografier skildres en verden i opbrud, hvor virkeligheden i alle henseender er i permanent bevægelse, personligt såvel som kulturelt og politisk.
Rejsen er det gennemgående motiv, og rejseformen er nomadisk i sin stadige og uafsluttede rytme mellem opbrud, bevægelse og ankomst. På flere billeder taget fra fly, tog eller biler ses landskaber, bygninger og flakkende lys fastholdt i det flygtigt passerende nu, hvor de farer forbi og næsten allerede er forsvundet igen. Dynamikken ligger i den stadige trang til at flytte sig både geografisk og æstetisk. Udtrykket er mangfoldigt og præget af forskydninger, der spejler rejsens bestandigt nye steder og stemninger.

Ground Zero bliver i udstillingen et moderne symbol på det nulpunkt, hvorfra opbruddet breder sig, og fotografens egen rejse starter også i New York. I 2003 vendte Birgitta Lund tilbage til Danmark efter 18 år i USA.
På et fotografi ser man gennem et flyvindue Manhattan forsvinde i horisonten og aftenmørket. Under flyet passerer et havne- og industrilandskab konturløst forbi som de sidste fragmenter af New York. På fotografiet er byen skildret i afskeden, øjeblikket umiddelbart før den lukker sig bag den rejsende. I samme ramme sidder et billede af Københavns havn, hvor mørke kontorhuse står og læner sig ud over vandet i en ikke særligt imødekommende gestus. I de to fotografier er modsætningen mellem ude og hjemme ophævet; USA lukker sig bag den rejsende, og det Danmark, hun vender tilbage til, fremstår som en ukendt kyst. Billederne afspejler eksilets grundvilkår; at det fremmede er alle steder. Den rejsende befinder sig i rummet mellem på den ene side afskeden med det, der mistes og på den anden side undersøgelsen af mulige åbninger til det land, hun vender tilbage til.
På et andet fotografi fra samme københavnske havnefront ligger en færge oplyst og klar til afsejling. Den markerer, at rejsen videre er en altid nærværende mulighed.
Den rejsendes rastløshed er tidens tegn, ligesåvel som den er personligt begrundet. Fotografiet af en undergrundsstation i Madrid rummer flere aspekter af tidsbilledet. Over de tomme perroner og sporene, der fører ned i mørket, hænger et billede i fugleperspektiv af storbyens lys. Billedet i billedet står som en metafor for den rejsendes forsøg på at navigere og orientere sig i en verden, der til stadighed fortoner sig i et flygtigt flimmer af lys. Samtidig står den tomme station i Madrid som en tavs kommentar til terroren, der ramte netop denne by 11. marts 2004, præcis to et halvt år efter angrebet på New York. Billedet forbinder den rejsendes egen uro med den almene følelse af uro, der ligger i tidens frygt.
Sammen med frygten breder også en følelse af uvirkelighed sig i takt med, at sandheden bliver et instrument i hænderne på magten, der via medierne konstruerer sit eget billede af de fjerne krige. På Times Square i New York fanger Birgitta Lund den ulige kamp om virkeligheden. En lille men standhaftig antikrigsdemonstration forsøger at stå fast imod det altopslugende lyshav fra neonreklamerne.

Hos Birgitta Lund bliver den konkrete rejse en metafor for opbrud på flere planer. I hendes fotografier indgår det personlige, biografiske plan i et tematisk og visuelt spil med tidsbilledet. Den rejsende træder let på Jorden og er i konstant bevægelse, men samtidig bliver billederne fikspunkter, hvorudfra den rejsende søger at orientere sig i en verden og et liv i stadigt opbrud.