Galleri Image
 
omtale
samlingen
salg af kataloger
ansøgning / application
 

 

Galleri Image udstiller i Århus Kunstbygning

 

 Fortællinger i rum - 3 kunstnere i omegnen af fotografiet
Århus Kunstbygning J.M. Mørksgade 13 8000 Århus C
11. november - 18. december 2005 * Tir. - søn. kl. 10 - 17

Galleri Image har fornøjelsen at præsentere Rosemaria Rex, Luis Paredes og Tanja Nellemann Poulsen på udstillingen Fortællinger i 3 rum.

I perioden d. 11. nov. til d. 18. dec. 2005 danner Århus Kunstbygning rammen for tre vidt forskellige kunstneres eksperimenter med fotografiet i tre dimensioner.

I et rum viser Rosemaria Rex (f. 1976) en række objekter (Uden titel) i glas, gips og polyester, som har fotografier indlejret i overfladen. Billederne er således ikke fastholdt på et traditionelt fotopapir men derimod på fx linseformede skulpturer og ujævne gipsblokke. Materialerne kommer til at spille afgørende ind på og med i motiverne, der i sig selv er drømmeagtige og flertydige. I foreningen af det fotografiske billede og figurens stoflighed opstår der helt nye muligheder for betydning. Med værkerne undersøger Rosemaria Rex hvad der sker når fotografier får skulpturel krop og bliver en genstand, der inviterer til anderledes måder at betragte billeder på.

I et andet rum viser Luis Paredes (f. 1966) installationen Interference, der består af dias projiceret på fotografier samt en interaktiv lydside. En helt minimalistisk horisontlinie har dannet forlæg for motivet, der er det samme på fotos og dias – blot er de to dias henholdsvis negativ og positiv af de to negativ og positiv prints på væggen. Det resulterer i to ulmende grålige billeder, der nuancerer det almindelige sort/hvide fotografi. Men billederne tilføjes endnu et element, nemlig betragteren, der, for at se dem forfra, må bryde projektionen og dermed som en silhuet uundgåeligt bliver en del af motivet. Luis Paredes’ værk er også i bogstavelig forstand afhængig af et samspil med modtageren, hvis bevægelser i installationen registreres lydligt, idet rummets ellers konstante tone flyttes et trin op eller ned. Herved tematiseres idéen om et sted i flere dimensioner og med flere sanser.

I et tredje rum viser Tanja Nellemann Poulsen (f.1971) opstillingen Historie på historie, som er et tableau af udklip af fotografiske reproduktioner. Motiverne er fra forskellige typer historiebøger og viser folk og begivenheder af historisk betydning. Tanja Nellemann Poulsen har taget dem ud af bogformen, gjort dem til papdukker og placeret dem i helt nye rum og grupperinger. Herved pointeres, at historien kan og skal konstrueres igen og igen, og installationen inviterer betragteren til at digte videre på de historiske billeder. Fotografiet som massemedie har været benyttet som øjenvidne op igennem historien, og har ofte skullet fungere som objektivt bevis, men med et satirisk blik for fotografiske iscenesættelser problematiserer værket selve idéen om fotografiet som realistisk dokumentation.

Med denne 3-i-én-udstilling ønsker Galleri Image at give et indtryk af spændvidden i det fotografiske medie. Fotografiet kan være en bastant genstand, en sfærisk projektion og et politiserende koncept. Men fælles for de tre kunstneres værker er, at de involverer betragteren på en helt anden måde end klassiske fotografier i glas og ramme.

Udstillingen er kurateret af Louise Wolthers.

Fernisering,fredag den 11. november 2005, kl.16 -18

i Århus Kunstbygning, J.M. Mørks Gade 13, 8000 Århus C

Åbningstider: tirsdag - søndag kl.10 - 17, onsdag kl.10 - 21

Kunstnerne vil være tilstede ved ferniseringen

Galleri Image Vestergade 29 8000 Århus C www.galleriimage.dk